Fra øst pressede isens store tryk mod det landskab, som hævede sig  langsomt mod vest. Men endnu var isen stærk. De tykke kridtlag ydede modstand, men blev dog presset i vejret på Møn, mens de sank lidt dybere under Falster og Lolland. Over øerne lå endnu et tykt lag is, men var tydelig under afsmeltning nedefra. Det rindende vand under isen skabte vældige tunneldale og en af disse blev senere til Guldborgsund. 

Da isen trak sig tilbage mod nord fandtes store gletcherporte ved den nuværende Storstrøm og enorme mængder af sand, ler, sten og tundrajord aflejredes syd for ismasserne. Disse sedimenter blev bundfældet i et hav, der var væsentlig dybere end den nuværende Østersø, men da landhævningen fortsatte, fordi isens tryk forsvandt, kom øer til overfladen. Skabt af disse frugtbare aflejringer.

Årtusinder gik og der skabtes muld. Kun enkelte steder på Nordlolland og Nordfalster aflejredes sandbanker inde fra isen og der skabtes bakker. De kendes på Lolland som Ravnsby bakker. På Nordfalster er bakkelandskabet ikke så koncentreret at de har fået et eget navn, men afgrænses tydelig af "Ådalen".

De udskyllede aflejringer kan af naturlige årsager ikke opvise bakker og derfor er Lolland kendetegnet af et fladt landskab, som dog ingenlunde kan betegnes som marsk, men som Danmarks mest frugtbare muldjord.

Skejten på Lollands østlige kyst forblev et vildt område. Af og til har fortidens mennesker strejfet omkring, men de evindelige oversvømmelser har aldrig skabt grobund for en egentlig dyrkelse af landskabet. Men kun 1 km derfra voksede i stenalderen bosættelser op, her fandtes jord til sikre kombinationer af landsbrug og fiskeri langs kysten. Ikke mindst i det relativt lavvandede Guldborgsund, som med den store bredning i den sydlige del af sundet var helt ideelt for småbådsfiskeri.  De flade enge med de mange sten var ikke særlig brugbare, men selve ordet "Skejten" har sin oprindelse i udsagnsordet "skejte", hvilke hentyder til, at der her fandtes et sted hvor heste var grundlaget for kampe. Om det var heste imellem eller mennesker til hest, står for mig hen i det uvisse. Men alene hestens tilstedeværelse afslører jo, at mennesket var bosat på stedet.  

Her opstod et voldsted (Gammelholm) og senere den lille herregård Fuglsang. Det nuværende slot byggedes midt på 1800-tallet. Godsejer de Neergaard var en kulturinteresseret person og kulturpersonligheder fra det ganske land flokkedes på stedet. Ikke mindst komponisterne. Grieg, Carl Nielsen, Kuhlau og ikke mindst Hartmann, hvis datter Bodil skulle blive frue i huset. H.C.Andersen var også tilstede ved enkelte lejligheder, men det må have været på den gamle herregård, medmindre det har været i digterens seneste livsår.  Med Bodils bror Oluf kom så malerne, men den historie beskrives andetsteds her på siderne. Og i malernes fodspor fulgte generationer af fotografer, de fleste amatører. Men de satte alle deres lille milepæl i landskabet.

Traditionen med kultur på stedet forsøges nu videreført til et nyt Kunstmuseum, som fik navn efter det traditionsrige sted.

Skejten har været kaldt for et oldtidslandskab i vor tid. Det er ikke helt korrekt. Halvøen har altid været benyttet som overdrevslandskab, hvor kvæg og heste kunne færdes frit. Der har op igennem århundrederne derfor ikke været nogen særlig bevoksning på stedet. De store egetræer, som nu behersker landskabet, såede sig selv under kvægpestens tid i 1700-tallet. I de år var der ingen kreaturer til at æde løs af skovbunden. Først da træerne var blevet store og stærke, kom kreaturerne  tilbage. Træerne står der den dag i dag, om end der dog kan iagttages et vist mandefald blandt kæmperne. En naturlig tilvækst kan desværre ikke finde sted, idet spirende træer straks ædes ned til roden.

Men landskabet er blevet et billede af noget ur-dansk med områder af store sten, urgamle træer og det græssende kvæg - nok til store billeder i Danmarks folketingssal . Og en hærskare af kunstnere, der har ladet sig inspirere af det særprægede landskab.