Flora

Den gule engmyre, Lasius flavus, er Skejtens mest fremtrædende "indbyggere", selv dér hvor der er konstant fare for oversvømmelser finder man de karakteriske, bløde tuer. Man ser aldrig myrerne fordi de tilbringer hele deres tilværelse under jorden. Tuerne er større end muldvarpenes skud og tæt bevoksede med græs og andre planter, de er seje men bløde at træde på. og de består af opgravet jord fra myrernes gangsystemer og der er mange gangsystemer under sådan en tue. Mod nord vil der ofte være åbninger fra gangene, som er med til at ventilere tuen. Den spiller med sit mikroklima også en større rolle for andre dyr. Den varme sydside er specielt velegnet for den lille pansermide, som her har en formeringsperiode, der er hele 2 måneder længere end andre steder. Ellers finder vi ofte de to markgræshopper, Chorthippus brunneus og Chortippus parallelus her, hvor de gerne lægger deres æg i den løse jord. Store tuer kan få en betydelig alder og kan indeholde op til 25.000 arbejdermyrer. Den gule engmyre er en rigtig durkdreven rad, for gangene spreder sig langt ud over tuens område og her holder den husdyr! I specielt lavede kamre mellem græs- og planterødder har myren anbragt flere arter af bladlus, disse har sukkerholdige ekskrementer som er den gule engmyres vigtigste næring. Ikke nok med det, om efteråret samler engmyren bladlusenes æg sammen i specielle redekasser til overvintring, således at de har en ny generation bladlus klar, når foråret vender tilbage.